torsdag den 13. oktober 2011

Linjefagsdokument #7

Torsdag d.13/10:

I dag var Martin forhindret i at komme, og vi havde derfor planlagt på forhånd at skulle filme alle scenerne på Istedgade og en enkelt scene på skolen. På den måde manglede kun scenerne fra lufthavnen, hvor Martin spiller bagmand. Vi mødtes i kantinen, og tog hul på scenen på skolen. Vi skulle bruge et toilet til at filme scenen, hvor Svetlana skulle tage en overdosis, og brugte lidt tid til at finde frem til et toilet på skolen, som ikke var for institutionspræget (servietholdere, sæbedispensere, klistermærker osv). Vi blev enige om hvordan scenen skulle filmes, og fik den hurtigt i hus. Efterfølgende fik vi en smag på midtbyens trafik, og de mange forbudte højresving, hvilket gjorde vores filmning af og på Istedgade til lidt af en prøvelse. Vi havde aftalt at skulle filme op og ned af Istedgade gennem bilruden, for at få et billede på Svetlanas rejse og ankomst til Vesterbro. En stor udfordring og grænseoverskridende optagelse, da vi ikke ønskede at folk opdagede kameraet. Dels fordi optagelserne gerne skulle være så realistiske som muligt, og dels fordi vi ikke ønskede at støde/genere nogle. Vi besluttede os for at klippe nogle af vores planlagte scener ud. Vi havde mange scener på Istedgade, som ved et nærmere kig virkede overflødige, og i sidste ende måske ville være mere forvirrende for det færdige resultat. Jeg tror det var en god beslutning, og Istedgadeoptagelserne er nu i kassen!

Udfordring:
- At finde de rigtige lokationer, både så scenerne virker realistiske, men også sådan så "skuespillere" og evt forbipasserende ikke føler sig utilpas og/eller stødt. Hovedsageligt fordi trafficking og prostitution er et meget ømtåleligt og for nogen stødende emne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar